Som anlægsgartner er du med til at skabe noget varigt. Noget, folk holder af. Noget smukt. Du er med dit håndværk med til at anlægge og pleje grønne arealer med fokus på klimaet, hvor folk kan slappe af, hygge sig og nyde det, du har skabt – i mange år frem.
Når vi går en tur i en park, i byen, i en slotshave eller på en kirkegård, kan vi takke anlægsgartnerne for det kreative og minutiøse arbejde, der er udført.
Anlægsgartnerne har stor indflydelse på at forskønne byrum og private haver, som samtidig tager højde for de store vandmængder, klimaforandringerne medfører. Anlægsgartnerne har fokus på at indtænke skygge til fordybelse og ophold i byrum samt etablere regnbede, der afleder eller forsinker regnvand, så kældre og kloakker ikke oversvømmes.